Brochure - Råd og vejledning om orientalske tæpper
De ægte tæpper er kunsthåndværk der hviler på en årtusind gammel tradition. De første tæpper blev skabt af Centralasiens omvandrende nomader der både havde brug for beskyttelse mod de barske vintre og som samtidig ikke kunne føre tunge møbler med sig under deres vandringer.
Verdens ældste bevarede orientalske tæppe, Pazaryktæppet, er ca. 2.500 år gammelt, det blev fundet nedfrosset i en asiatisk fyrstes grav i Sibirien.
Tæpperne var ikke alene brugsgenstande, de var også ædelt kunsthåndværk der med stærke mønstre og farver gav udtryk for nomadefolkenes formsans og farveglæde. Som mønstre brugte nomadefolkene deres stammetegn og magiske mærker der skulle afværge ondt. Begge dele findes der endnu spor af i mønstrene på nutidens nomade- og landsbytæpper.
To ting fik afgørende betydning for den videre udvikling af tæpperne. nemlig at muslimerne brugte tæpperne som bedetæpper og til dekoration i moskeerne - og at tæpperne blev brugt til udsmykning ved de pragtfulde fyrstehoffer hos den tyrkiske sultan og den persiske shah.
Ved siden af nomade- eller landsbytæpperne opstod nu bedetæpper til religiøst brug og værkstedstæpper, dvs. tæpper tilvirket i store værksteder efter en kunstners foreskrifter. Værkstedstæpperne fik mere komplicerede og raffinerede mønstre end tilfældet er med nomade- og landsbytæpperne - de virker til gengæld stærkt med deres enkelthed.
I House of Persia Aps vil De finde unikke tæpper af alle typer rigt repræsenteret, nomadetæpper i pragtfulde, stærke farver, landsbytæpper med varme farver og smukke mønstre og raffinerede og forfinede værkstedstæpper - skabt efter forlæg af nogle af Irans bedste tæppekunstnere.
 |